Påvirkning fra andre sprog
Hvor mange ord fra andre sprog findes der i dansk?
I en undersøgelse har vi set nærmere på hvor mange fremmedord, også kaldet moderne importord, der findes i dansk.
Det er især ord fra engelsk som handy, downloade og computer vi har optaget i dansk, men også ord fra andre sprog, fx kendis (fra svensk), sudoku (fra japansk) og nachos (fra spansk) bruger vi i dag i dansk.
I undersøgelsen kiggede vi på hvor mange fremmedord vi bruger i dansk skriftsprog. Det gjorde vi på tre forskellige måder:
- Vi kiggede på hvilke og hvor mange fremmedord der findes i 3 forskellige aviser.
- Vi talte i Retskrivningsordbøgerne gennem tiden.
- Vi undersøgte hvilke og hvor mange fremmedord der er blandt de mest brugte ord i dansk.
De tal vi kom frem til, blev derefter sammenlignet med tidligere undersøgelser hvor man har kigget på antallet af fremmedord i dansk i 1975 og 2000.
Læs om udvalgte publikationer fra projektet “Moderne importord i sprogene i Norden” på Tidsskrift.dk.
Fra homepage til hjemmeside
Når et fremmedord optages i dansk, kan det på forskellige måder tilpasses det danske sprogs struktur. Tænk fx på nørd (fuldstændig tilpasning af nerd i stavning, bøjning og udtale), snoozede (tilpasning af bøjning og udtale med s i stedet for z, men ikke stavemåde, hvor z jo er bevaret) og phishing (der staves, bøjes og udtales på engelsk). Denne tilpasning undersøger vi også i projektet.
Afløsningsord er danske ord der træder i stedet for fremmedord. Forholdet mellem afløsningsord som hjemmeside over for direkte lån som homepage vil også blive undersøgt.
I projektet vil vi forsøge at finde ud af hvad der har betydning for om et afløsningsord slår igennem eller ej. Fx ved vi at reklamer var medvirkende til at vådområde slog igennem i stedet for wetland — og modsat at sikkerhedspude aldrig blev en alvorlig konkurrent til airbag.
Detaljer om projektet
Projektet "Yes det er coolt. Om påvirkning af dansk ordforråd fra andre sprog" var støttet af Kulturministeriets Forskningsudvalg.
Projektet blev udført af Margrethe Heidemann Andersen, Philip Diderichsen, Pia Jarvad (projektleder) og Jørgen Schack, alle Dansk Sprognævn. Projektet blev påbegyndt i januar 2017.
Læs om projektets resultater
Sprognævnets konferenceserie bind 6 Yes, det er coolt indeholder artikler der på forskellig vis belyser den fremmedsproglige påvirkning af dansk.
Rapporten har undertitlen “Dansk Sprognævns konference Importord i Dansk. København 7. november 2018″.