Engelskpåvirkning af dansk
Dansk udvikler sig hele tiden, og i disse år springer indflydelsen fra engelsk især i øjnene. Sprognævnet holder øje med udviklingen ved at forske i engelskpåvirkningen.
Hvor den tidligere forskning har været koncentreret om antallet af engelske lån i avistekster, er der i de seneste år forsket i antallet af engelske lån i andre genrer, fx ugeblade, og i talt sprog, det vil sige unges sprog sådan som det høres i realityserien Ex on the Beach.
Alle disse undersøgelser viser at antallet af engelske lån i dansk er begrænset, nemlig under 2 procent, men helt ny forskning peger på at dansk muligvis er påvirket af engelsk på et mere strukturelt niveau, fx ved at det engelske flertals -s vinder indpas, også på ord der ikke er af engelsk oprindelse.
Et andet eksempel på påvirkning på et strukturelt niveau er at det engelske suffiks -ish bruger også i ikkeengelske ord.
Denne del af engelskpåvirkningen af dansk vil også have nævnets bevågenhed i de kommende år.
Resultater og artikler
Læs om undersøgelsen af Ex on the Beach i Margrethe Heidemann Andersens artikel Engelske lån i dansk: Nice to have eller need to have?. NyS, Nydanske Sprogstudier, (58).
Læs om den strukturelle påvirkning i artiklen: Om afledningerne -agtig og -ish i Nyt fra Sprognævnet 2018/3.
Læs mere om det tidligere forskningsprojekt ”Yes, det er coolt. Om påvirkning af dansk ordforråd fra andre sprog.”
Store tekstsamlinger som bruges i forskningen
Dansk Sprognævn indsamler løbende tekster om dansk i forskellige store tekstsamlinger, også kaldet korpusser. Vi bruger tekstsamlingerne til at forske i grammatik, sproglig udvikling m.m.