Spring navigation over
Forside/Nye ord i dansk/Sprognævnet ser Ex on the Beach – men ikke kun for drama og drukturenes skyld

Sprognævnet ser Ex on the Beach

— men ikke kun for drama og drukturenes skyld.
Nu kan realitystjerner legit inspirere til det næste nye ord eller til ny sprogforskning.
Pige der hører musik

Det er ikke nyt at Dansk Sprognævn holder øje med udviklingen af det danske sprog. Det har været én af hovedopgaverne siden 1955 da Sprognævnet blev oprettet. Men det er til gengæld nyt at realitystjerner legit kan inspirere til det næste nye ord eller til ny sprogforskning.

Nye vendinger, sammensætninger og sproglige opfindelser fra de unge, kærlighedssøgende og til tider alkoholfyldte realitydeltagere i tv-serien Ex on the Beach finder nu vej til Sprognævnets hjem i Bogense. Her bliver sproget nøje transskriberet og gransket – både når deltagerne er baldrede, og når de er game på druk og seksuelle udskejelser. Nogle af de nye ord ender i Sprognævnets ordsamling, og en delmængde heraf kommer i den altid ekspanderende ordbog Nye ord i dansk. Sprognævnets forskere kigger også nærmere på bandeord og engelske lån i tv-serien.

Foto: Krestine Havemann / Discovery Networks Danmark

Seniorforskerne Margrethe Heidemann Andersen og Marianne Rathje fra Sprognævnet har skrevet artiklen "Kan babes og fuckbois bruges i sprogforskning? Om Dansk Sprognævns talesprogskorpus fra reality-tv-serien Ex on the beach" på Lingoblog. I artiklen kan du bl.a. læse at de unge fra Ex on the Beach er blevet interessante for Sprognævnet fordi serien giver os mulighed for at finde nye ord i talesprog – noget vi traditionelt ikke har beskæftiget os ret meget med.

Herunder ser du nogle af de nye ord som har fundet vej fra de eksotiske omgivelser i Ex on the Beach til ordbogen Nye ord i dansk, og visse af de lidt ældre ord som Ex on the Beach har inspireret os til endelig at få med i ordbogen:

ATV/atv

baldret

buff

eightpack

game

hakket

legit

poppe (åbne champagne)

shady