Sikke noget sludder, tænker du måske om overskriften på denne artikel. Men når du har læst artiklen, vil du vide at det er en helt almindelig sætningskonstruktion, blot med en (endnu) ikke helt så almindelig brug af vanilje.
Vi kender sandsynligvis alle substantivet vanilje, der indtil 2001 også kunne skrives vanille, som betegner det milde og søde krydderi der både er at finde i julens bagværk og sommerens desserter. I dansk er ordet indlånt fra det spanske vainilla via det franske vanille.
Mens vanilje oftest kun kan bruges som et substantiv i dansk, kan det engelske vanilla både være et substantiv og et adjektiv. Ifølge Cambridge Dictionary og Oxford Learner’s Dictionaries beskriver adjektivet vanilla noget som værende 'almindeligt' og 'uden specielle egenskaber', f.eks.: I just want a vanilla bank account (dictionary.cambridge.org) og This is only the vanilla version of the software (oxfordlearnersdictionaries.com).
Brugen af vanilje i og udenfor intimsfæren
Brugen af vanilje som betegnelse for noget der er ”almindeligt”, findes i forskellige sammensætninger der vedrører intimitet. Et eksempel på dette er vaniljesex, der i Nye Ord i Dansk 1955 til i dag beskrives som 'almindelig sex i modsætning til S/M og lign.', og hvis brug ifølge samme ordbog er registreret første gang i 1994. Andre eksempler er: Denne gang skal parret prøve et normalt »vaniljeforhold«, som Christian kalder det (…) (soundvenue.com, 9.2.2017) og (…) på trods af værtens formanende ord om, at det ikke var for 'vaniljesjæle' (Ekstra Bladet, 8.3.2020).
Udenfor intimsfæren kunne man desuden i Politiken d. 23. maj 2022 se det danske vanilje brugt i forbindelse med videnskab både som forled i sammensætningen vaniljeforskning og som adjektiv: Det her forskning er så ’vanilje’. Disse eksempler kunne tyde på en betydningsudvidelse af vanilje i adjektivisk brug.
Lån af det engelske adjektiv
Det engelske lån vanilla er desuden også at finde som adjektiv i dansk, blandt andet i teknologiske sammenhænge: Hvis man i forvejen behersker vanilla JavaScript (…) (version2.dk, 9.3.2022), og Den ”almindelige” Xiaomi 12, som også kaldes ”vanilla”, har en skærm på 6,28 tommer (meremobil.dk, 15.3.2022). Endvidere kan man også se det engelske vanilla brugt adjektivisk i forbindelse med motion og livsstil i Politiken d. 20. august 2021: Løbeturen går tit til Østre Anlæg eller Søerne – på den måde er jeg meget vanilla.
Er vanilje kommet for at blive?
Den første registrering af ordet vanilje i betydningen 'almindelig' er som nævnt fra 1994, hvor ordet fungerer som førsteled i en sammensætning der vedrører intime forhold. Nu ser vi dog en udvidet brug af vanilje indenfor områder af sproget der ikke har med intime forhold at gøre, f.eks. adjektivet i Det her forskning er så ’vanilje’ og førsteleddet i sammensætningen vaniljeforskning. En anden måde hvorpå betydningen af vanilje også kan ses i udvidet brug i dansk, er gennem indlånet af det engelske adjektiv vanilla, f.eks. (jeg er) meget vanilla.
Hvor udbredt den adjektiviske brug af vanilje bliver i dansk, er ikke til at sige endnu. Tiden vil vise om det bliver lige så vanilje som i engelsk.