Spring navigation over
Forside/Nyt fra Sprognævnet/Marts 2017/Må man blande store og små bogstaver?

Må man blande store og små bogstaver?

Nyheder

NaturErhvervstyrelsen ændrer nu — endelig — navn.

Den 18.1. 2017 meddelte Miljø- og Fødevareministeriet at NaturEr- hvervstyrelsen nu ændrer navn til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. Det kan man glæde sig over - af sproglige grunde. Stavemåden NaturErhvervstyrelsen har nemlig ikke været i overensstemmelse med de gældende retskrivningsregler.

På dansk og på de fleste andre sprog er det normalt ikke tilladt at blande store og små bogstaver på den måde. Når det alligevel sker, ses det typisk i navne som er lange og komplekse, formentlig fordi man mener at det så er nemmere at læse, eller fordi det tydeliggør hvordan navnet forkortes. Der er flere eksempler inden for landbrugsområdet: Det Centrale HusdyrbrugsRegister (CHR) og Danmarks KvægforskningsCenter (DKC), LandbrugsAvisen og LandbrugsInfo.

I denne henseende er NaturErhvervstyrelsen dog vildledende fordi ordet er sammensat af naturerhverv (dvs. ’landbrug og fiskeri’) og styrelse, ikke af natur og erhvervstyrelse. Det store bogstav står med andre ord ikke ved den mest overordnede sammensætningsfuge. Formentlig er det derfor styrelsens medarbejdere kunne finde på at kalde den NaturEr’hvervstyrelsen i stedet for det mere naturlige Na’turErhvervsty­relsen.

Også i afdelingsnavne i institutioner og organisationer er der en tendens til at bruge denne stavemåde, fx KoncernKommunikation og KoncernDigital.

Tendensen kan være inspireret af programmeringssprog hvor det typisk ikke er tilladt at have mellemrum mellem leddene i et sammensat variabelnavn eller en funktion. Det kan også være tilskyndet af grafikerne, som ofte forholder sig endog meget frit til den gældende retskrivning af hensyn til det kunstneriske udtryk. Sidst, men ikke mindst, kan ønsket om at tydeliggøre en evt. forkortelse også spille ind.

Store bogstaver midt i et ord kan også ses på gamle skilte, her Brødregade i Randers.

Uanset hvilke gode intentioner der måtte ligge til grund for denne praksis, må vi slå fast at den ikke er udtryk for korrekt sprogbrug. Der er intet til hinder for at skrive Landbrugsavisen, Land­brugsinfo, Danmarks Kvægforskningscenter, Koncernkommunikation og Koncerndigital, og man finder da også korrekt stavede navne indenfor landbruget, fx Mælkeafgiftsfonden og Kvæg­databasen.

Nogle vil måske betragte det som et mellemtrin mellem sammenskrivning og særskrivning: Koncernkommunikation, ­ KoncernKom­munikation,­ Koncern Kommunikation. Også den sidste form må frarådes hvis man vil skrive i overensstemmelse med de gældende regler for dansk retskrivning.