Hedder det: Flora og jeg eller Flora og mig?
En spørger(B) havde udvekslet sms’er med sin datter (A) om hvor mange der ville komme og besøge ham:
A1: Det er altså kun Flora og jeg der kommer.
B: Du mener vel Flora og mig?
A2: Nå, men så kommer Flora og mig.
B undrede (og morede) sig over brugen af kasus i A’s sms’er, og han ville gerne have en redegørelse for brugen af kasus i kløvede sætninger. Så her kommer der et bud på sådan én.
KASUSBØJNING
Kasusbøjning findes i dansk kun i syv pronominer: jeg/mig, du/dig, hun/hende, han/ham, vi/os, I/jer, de/dem. Derimod er kasusbøjning for længst forsvundet i de andre ordklasser der engang kunne have kasus. Men de rester af kasus der er tilbage, giver os sprogrigtighedsproblemer, bl.a. i kløvede sætninger som A1: Det er altså kun Flora og jeg der kommer.
Oprindelig havde dansk fire kasus, nominativ, akkusativ, dativ og genitiv, ligesom tysk, islandsk og færøsk har det, og både substantiver, adjektiver og pronominer havde kasusbøjning. Nu er der kun to kasus tilbage som vi kalder hhv. nominativ og oblik (eller ubøjet og bøjet), og altså kun i de syv nævnte pronominer. Akkusativ og dativ er faldet sammen i én form, oblik.
Genitiv kan ikke regnes for en kasus i moderne dansk, for den er aldrig styret af verbalet, og heller ikke af præpositioner undtagen i forstenede udtryk som til bords, til fods, til vogns (aldrig til bils, til cykels). Og det s vi tilføjer, er ikke en bøjningsendelse, for det føjes altid til hele ordgruppen: Kongen af Danmarks bolsjer, den gamle mands cykel, ikke som i egentlige kasussprog til alle de ord i ordgruppen der kan bøjes: Die Bonbons des Königs von Dänemark, das Fahrrad des alten Mannes.
Også her er der dog forstenede undtagelser hvor s’et hægtes på både substantivet og bestemthedsendelsen (som var et pronomen indtil verden og sproget gik af lave), fx på havsens bund, al landsens ulykker, livsens ondskab. Men ligesom med de vættelys og forstenede søpindsvin man finder på stranden, er der kun formen tilbage, ikke noget liv.
I dagens dansk er den traditionelle hovedregel for valget mellem de to kasusformer at man bruger nominativ når pronominet står som subjekt i sætningen: Jeg sover, og oblik i alle andre tilfælde, altså når pronominet er indirekte eller direkte objekt: Jeg gav ham dem, og når det er styret af en præposition: Jeg sendte ham over til dig. Men der er flere modifikationer.
Dels er der en regel som går ud på at man bruger oblik form når ordet er obligatorisk trykstærkt, også når det er subjekt: Ham derovre ved døren er min svoger (ligesom på fransk, i øvrigt). Denne regel overtrumfer i mange tilfælde hovedreglen fuldstændigt; vi siger ikke: Han derovre ved døren … I andre tilfælde slår den ikke igennem hos alle; vi hører både Peter og jeg skal i biffen og Peter og mig skal i biffen, og begge burde regnes for korrekte, men nogle mener at de har håneret i forhold til den sidste. Ligeledes De/dem der er over 65, har ret til folkepension.
Og dels er der en anden regel (eller en anden praksis, om man vil) som giver mulighed for at undlade at bøje pronominet de når det har efterstillede bestemmelser, selv om det ikke er subjekt og derfor skulle have oblik form efter hovedreglen: Til de der er tørstige, er der øl i køleskabet. Efter hovedreglen skulle pronominet være bøjet fordi det er styret af en præposition: Til dem der er tørstige … Også her er der nogle der mener at de har håneret; dronningens nytårstale fik en ret hård medfart på de steder på nettet der er beregnet til den slags forhånelser.
Det at der er modificerende regler som strider mod hovedreglen, og det at genitiv ikke med rette kan kaldes en kasus i dansk, er tydelige tegn på at selv resterne af det gamle kasussystem er under opløsning. Det er ikke sikkert at formerne forsvinder, men det er klart at de ikke bruges som egentlige kasus. Og sprogrigtighedsproblemerne opstår fordi reglerne er i strid med hinanden; de giver ikke samme resultat.
SÆTNINGSKLØVNING
Tilbage til sms’erne. A1 Det er altså kun Flora og jeg der kommer er en såkaldt kløvet sætning. Den kløvede variant meddeler logisk set den samme påstand som den tilsvarende ukløvede sætning, men forholdet mellem kendt og ny information er forskelligt. I den ukløvede sætning, Flora og jeg kommer, forudsættes det at subjektet (Flora og jeg) er sætningens emne (eller udgangspunkt), mens resten (kommer) er den ny information der gives om emnet. I den kløvede version er det omvendt: Det kendte og forudsatte udgangspunkt er at ’der kommer nogen’, og den ny information er at det netop er ’Flora og jeg/mig’ der kommer, og ikke andre.
Subjektet i en kløvet sætning er det, verbalet er være eller blive, efter verbalet kommer det led der er kløvet fra, og som kan kaldes ”kløvningsprædikativ”, og til sidst kommer der en ledsætning der kan indledes med der eller at eller være uden konjunktional. Den generelle regel om kasus i kløvninger er at kløvningsprædikativet har oblik form. Vi siger ikke: Det er kun jeg der kommer, men Det er kun mig der kommer, og derfor burde vi efter reglen også sige Det er altså kun Flora og mig der kommer, som B foreslår. I svensk, hvor kasus er stærkt på retur ligesom i dansk, bruger man dog nominativ som normalt ved subjektsprædikativer: Det är bara Flora och jag som kommer.
B’s indvending mod A1 er med andre ord ikke helt uberettiget: Flora og jeg kan i denne sammenhæng måske opfattes som en hyperkorrektion. Den kan være opstået fordi dansklærere og forældre har forfulgt den oblikke form i Flora og mig kommer. Her er udtrykket subjekt, og så bør man efter den traditionelle regel vælge nominativ, jeg. På den anden side er mig jo obligatorisk trykstærkt, og derfor tilladeligt efter trykreglen. A’s svar, A2 Nå, men så kommer Flora og mig, ser jeg som en vittig protest imod B’s indvending: – Nå, men så får du mig som subjekt, i strid med den traditionelle regel, men det har du godt af! Du forstod jo godt hvad jeg mente.
... at både jer og jeres skal skrives med lille j? Sådan har det været i officiel retskrivning lige siden den første retskrivningsordbog udkom i 1872. I, De, Dem og Deres skrives derimod med stort i tiltale. Grunden er ikke - som mange vistnok tror - at man med de store forbogstaver udviser høflighed. Det er derimod for at man kan skelne dem fra ordene i, de, dem og deres. Når man fx skriver ”Nu skal I komme”, skal ordet ”I” med stort, så man kan holde det ude fra det ”i” vi har i tilfælde som fx ”i år”, ”i København”, ”han går i skole” osv. Men jer og jeres skal altid med lille, for de kan jo ikke forveksles med andet.