Spring navigation over
Forside/Nyheder og arrangementer/Dansk Sprognævn får penge til projekt om historisk grammatik
30.6.2020

Dansk Sprognævn får penge til projekt om historisk grammatik

Dansk Sprognævn får 710.000 kr. fra Kulturministeriets Forskningsudvalg til forskningsprojektet: ”Mange grublende Dage ere gaaede forud. Grammatik i 1800-tallet som nøgle til moderne normproblemer”.

Et klassisk sprogrigtighedsspørgsmål er om det hedder han er større end mig eller han er større end jeg. Traditionelt har jeg været det normale, men allerede fra begyndelsen af 1800-tallet begynder mig at vinde frem, og i moderne dansk er mig for mange mennesker den eneste mundrette mulighed.

Ændringen fra jeg til mig og en række andre grammatiske ændringer finder efter alt at dømme sted eller begynder i 1800-tallet, og formålet med dette projekt er at finde ud af hvilke overordnede ændringer i 1800-tallets danske syntaks der afstedkom ændringer som den nævnte.

Projektet tager afsæt i at ændringer som den nævnte sker som del af større, mere gennemgribende ændringer i sproget, og at den moderne alternation mellem jeg og mig er et symptom på sådanne større ændringer.

Projektet fokuserer således på at besvare forskningsspørgsmålet: ”Hvilke konsekvenser har syntaktiske ændringer i 1800-tallet for grammatik og normproblemer i moderne dansk anno 2020?”

Projektet er et samarbejde mellem seniorforsker, dr.phil. Eva Skafte Jensen og seniorforsker, cand.mag. Jørgen Schack, begge ansat ved Dansk Sprognævn.

Se mere om den aktuelle udlodning af forskningsmidler fra Kulturministeriet i ministeriets pressemeddelelse.