Årets første nummer af Nyt fra Sprognævnet er udkommet
Læs i 2020/1 om starthilsner i e-mails, forskellen på brugen af rekonvalescenthjem og rekreationshjem, og bliv klogere på personaen ‘Anne’.
Hvordan skriver du starthilsner i e-mails? Indleder du med hej eller kære, og har du samme opfattelse af de to hilsner som andre? Dét kan du bl.a. læse om i årets første nummer af Nyt fra Sprognævnet der indeholder en undersøgelse af starthilsner i e-mails.
Artiklen Hilsner i e-mails er den første ud af tre der alle omhandler resultaterne af undersøgelsen, som er lavet af de to seniorforskere ved Dansk Sprognævn Marianne Rathje og Eva Skafte Jensen samt Tina Thode Hougaard der er lektor ved Nordiske Studier ved Aarhus Universitet.
Januarnummeret indeholder desuden artiklen Rekonvalescenthjem af Sprognævnets tidligere direktør Sabine Kirchmeier om forskellen på brugen og betydningen af ordene rekonvalescenthjem og rekreationshjem.
Derudover kan du læse om personaen Anne der repræsenterer et udsnit af Dansk Sprognævns målgruppe “de sproginteresserede”. Artiklen er skrevet af sprognævnets tidligere kommunikationspraktikant Sandra Lund Fabricius der i perioden august-december har udarbejdet en kommunikationsstrategi for Dansk Sprognævn, bl.a. ved at identificere Dansk Sprognævns målgrupper.
Praktiske oplysninger
Nyt fra Sprognævnet udkommer tre gange om året, og tidsskriftet giver et indblik i Dansk Sprognævns projekter, overvejelser og opgaver. Nyt fra Sprognævnet er gratis og udkommer digitalt. Tilmeld dig via formularen på hjemmesiden. Så får du en e-mail 3 gange om året, dvs. hver gang bladet udkommer.
Læs Nyt fra Sprognævnet 2020/1.
Læs ældre numre af Nyt fra Sprognævnet.