Peter Juel Henrichsen
Mit navn er Peter Juel Henrichsen, og jeg har et passioneret forhold til det danske sprog. Jeg er født i 1962 og arbejdede i min ungdom som journalist, underviser og forsker. I 2000 fik jeg endelig sat det sidste punktum i min ph.d. og blev ansat på Handelshøjskolen i København (som det hed) som lektor i datalingvistik.
Dengang var CBS et arnested for udforskningen af det danske sprog, særligt den professionelle sprogbrug i medier, erhverv, stat og kommuner. Jeg var med til at starte et center for sprogteknologi, ikke kun for at udforske det danske sprog ved hjælp af computere, men også for at forstå hvordan teknologi kan støtte sprogbrugere i alle dele af samfundet.
Vi fulgte udviklingen mens tekstbehandling, talegenkendelse, sociale medier og AI dukkede op i Danmark. Sprogteknologi er et af de mest spændende og lovende fagområder inden for udforskningen af det danske sprog – det er både min erfaring og min overbevisning. Med det udgangspunkt blev jeg ansat ved Dansk Sprognævn i 2018.
Se Peter Juel Henrichsens publikationsliste.
Tlf.: 33 74 74 07
E-mail: pjh efterfulgt af @dsn.dk