Mindeord for Erik Hansen (18.9.1931-2.9.2017)

Erik Hansen har haft tilknytning til Dansk Sprognævn igennem mere end 43 år. Allerede i 1959, længe inden udnævnelsen til professor i 1975, var han i en periode medarbejder i nævnet. I 1973 blev han medlem af Sprognævnets repræsentantskab og arbejdsudvalg, og i 1985 blev han formand, en stilling som han bestred ved siden af sit arbejde på universitetet frem til 2002, hvor han gik på pension.

(Foto: Line Pedersen).

Erik Hansen har fulgt 3 retskrivningsordbøger på vej. Den mest omtalte, fra 1986, var den første som blev lavet helt og holdent i Sprognævnets eget regi. Det var den der udløste den såkaldte majonæsekrig, som gav den nybagte formand sin ilddåb i pressen. Hele to ringbind med avisudklip fra den tid findes i nævnets arkiv. I mange af dem ser man Erik Hansen argumentere for fordelene ved at stave låneord fra andre sprog efter dansk udtale. Selv sammenfattede han sine oplevelser fra denne hektiske periode i artiklen ”Tolv ord der rystede Danmark”, hvor han bl.a. gennemgik nogle af de stavemåder som havde vakt mest harme blandt læserbrevsskribenterne: konjak, krem, majonæse, paj, remulade, resurse, risalamande, rostbøf, spagetti, vanilje, wienersnitsel og jogurt. Og så var de endda blot indført som mulige stavemåder ved siden af de traditionelle: cognac, creme, mayonnaise, pie, remoulade, ressource osv.

Erik Hansen gik ind for og forsvarede de nye former selv om han godt vidste at det i sidste ende er sprogbrugen der bestemmer hvordan sproget udvikler sig – hvad der kommer ind, og hvad der går ud. Sprogbrugen har siden bevirket at de kontroversielle stavemåder, bortset fra remulade, resurse, risalamande og vanilje, nu er fjernet fra Retskrivningsordbogen, og det er faktisk helt i Erik Hansen ånd, for sprogets regler, i dette tilfælde stavemåder, kan betragtes ud fra mange forskellige principper, og det ene er ikke nødvendigvis mere logisk eller bedre end det andet. Har man et princip efter hvilket udenlandske ord staves som de staves i udlandet, er det jo et godt princip. Og har man et princip efter hvilket man tilpasser ordenes stavemåde til udtalen, så er det jo også fint. Det bliver først indviklet når sprogbrugerne den ene gang hylder det ene princip og foretrækker sjal i stedet for shawl, og andre gange hellere vil skrive chef i stedet for sjæf.

Ud af Erik Hansens mange artikler og bøger om det danske sprog lyser der et brændende ønske om at forklare sprogets mange fine facetter, ustyrlige udviklinger og mærkelige modsigelser, en lyst til at formidle glæden ved at bruge sproget og en indædt modstand mod sprogrevselse for revselsens skyld, som fx i dette lille citat fra et af hans skrifter:

”Hvis vi elsker, agter og beundrer vort sprog, så prøver vi at lære det at kende i alle dets anvendelser og muligheder; vi gør os umage når vi selv bruger det, ved at være disciplinerede og overholde reglerne, men også ved at være kreative og nyskabende; vi gør vrøvl over dårligt sprog omkring os: slattent radiodansk, forkrampet forretningskorrespondance, ufatteligt og hjælpeløst administrations- og juristsprog, managementsprogets tomme selvhøjtidelighed og reklamens vamle rutine; og vi er både saglige, strenge og kærlige over for dem vi underviser og rådgiver, således at vor undervisning og vore råd fører til virkelig indsigt i sproget, ikke bare til mekaniske færdigheder, formalisme og korrekthedseksercits.
Kan vi præstere dette, så klarer sproget resten, sådan som det har gjort i 1000 år.”

Sprognævnet vil altid have Erik Hansen i kærlig og respektfuld erindring.